handicappet

Nu er der kun en meter til toppen. Én meter. Jeg kan ikke længere fokusere, og mit maveindhold er presset så højt op, at jeg hele tiden må lave synkebevægelser. Hjertet hamrer i mit bryst, og jeg kan ikke få luft nok ned i lungerne. Det er mig umuligt at få stolen til at køre lige, og jeg erkender, at lige nu er afstand lig modstand. Distance er tilsyneladende elastisk i forhold til omstændigheder. Akkurat på samme måde som tid. Afstand er modstand er tid. Findes der en matematisk formel?

Mine tanker lyser mere og mere, mens det føles som om, min krop er ved at dø. Jeg opdager, at jeg er lige ved at græde, og jeg ved med garanti, at hvis jeg giver op nu, vil jeg trille baglæns ind i et ukontrollabelt univers, jeg ikke vil forstå.
Der materialiserer sig et billede af en afbryder. Instinktivt ved jeg, at jeg i al sin enkelthed bare skal trykke på den. Og det gør jeg. Forbindelsen til mine sanser slukkes, og overskudsenergien kanaliseres ned i mine arme, der nu har styrken til at dreje hjulene den sidste omgang.

Jeg aktiverer bremsen. For udmattet til at føle jubel. Kæmper for at løsne tørklædet om halsen. Det er drivende vådt. Den pludselige nærkontakt med brisen får mig til at gyse. Jeg pruster som et damplokomotiv. Død metafor. Død teknologi. Mine arme ryster af anstrengelse, og jeg forbander min krop. Forbander min idé med at forlade min trygge lejlighed, mit virtuelle revir. Min amputerede tilværelse. Hvad skulle det også til for? Hvad laver jeg her på en mørk gade en sen nat? Latterligt svag og forsvarsløs; et let offer for en primitiv sjæl. En sort sjæl.
Min sjæl er også sort – omend af sofistikeret karakter. Fra det lumske fløjl over i det kontrollerede raseri, der fra tid til anden erstatter min fornemmelse af tomhed. Den tilstand, hvor jeg føler mig mægtig og så let som ingenting kan knuse alt og alle. Uden fortrydelse og for en tid efterladende mig i en tilstand af retfærdig mæthed.

Af simpel glemsomhed, eller måske som en ubevidst længsel efter sommerens snarlige kalenderstart, har jeg ladet handskerne blive hjemme. På nuværende tidspunkt er jeg ude af stand til at skelne mellem kulde og smerte i mine hænder. Faktisk har jeg helt glemt, hvordan de føltes indtil for en time siden. Alligevel er jeg klar til at frygte den rene smerte, når varmen vender tilbage, men hvem ved sine fulde fem ønsker at mærke ingenting?
Min puls falder til ro, og jeg kan lugte, at bygen først på natten var for lille til at vaske verden ren.

Musette-musik på harmonika spytter en mand ud af en café. Over dens vindue hænger en markise i Tricolorens farver. I en blind rus af absint uden vand, har han kurs mod mig. Jeg rokker mig ikke ud af stedet. Bemærkelsesværdigt elegant viger han uden om. Ænses jeg? Nej, han ænser mig ikke. Ha, så meget for broderskab. Jeg kigger så længe efter ham, at jeg ser bakken æde først hans fødder, så hans ben. Lidt efter hans baller og ryg. Til sidst også hovedet.
Ved siden af døren hænger et skilt, der oplyses af en lampe. Jeg triller hen for at læse teksten. “Ikke handicapegnet”. Som om jeg ikke havde set de tre trin op. Lighed er ikke for alle. Min plads er herude med nattens væsen, hvor det sorte alligevel er fuldt af farver.

Husker du vores farver? Jeg gav dig både rød og hvid, og du fik fandme blå, der med tiden altid changerede over i Farven Lilla. Var det derfor, du forlod mig?
Dimítte nobis débita nostra
sicut et nos dimíttimus debitóribus nostris.
Forlad os vor skyld
som også vi forlader vore skyldnere.
Dig først: Forlad mig min skyld, så skal jeg også nok forlade dig din. Eller ved du, ligesom jeg, at jeg er utilgivelig?

Jeg trækker vejret dybt ind og slipper bremsen. Det går hurtigt fremad, nej nedad. Hahaa, det går nedad bakke for mig. De ujævne fliser får mig til at hoppe i sædet. Jeg klamrer mig fast. Ser tynde streger pegende i alle retninger. Fartstriber? Blinker med øjnene og forstår. Igennem fliser, igennem asfalt, er regnormene piblet op. Vintermagre. Så mange, at de pletvis væver hullede tæpper i bizarre mønstre. Leddelte kroppe strakt til det yderste. Nydende den sidste fugt, inden deres selvmordsmission er udført. Jeg kommer solen i forkøbet. De splattes. Lyden fylder mit indre øre. Jeg har det godt nu. Mine dæk er indsmurt, jeg ruller lydløst. Huhej hvor det går. Et velsmurt maskineri. Den, der smører godt, kører godt. Ha! Jeg fik dig til at skrige. I starten var det af fryd. I smerten mærker vi, at vi lever. Det eneste sikre i livet er døden. Man kan dø af smerte. Mine fødder smerter, selvom benene for længst er så borte, som borte kan være. Afsavede, afskårne, afpillede. Smidt på et koldt stålfad, eller i en spand af respektløs plast? Siden kremeret sammen med andre overflødiggjorte ekstremiteter. Gået op i røg. Efterladende mig evige pinsler og en kløe et sted, der ikke længere findes. Bolden hopper, bolden hopper, hvor kom den fra? Absintmandens hoved slider sig fri af bakkens greb. Han vokser lige så hurtigt, som jeg kører. Min frihed er i frit fald. Jeg sigter efter hans knæhaser; jubler af fryd. Han træder til side. Hørte han mig? Fryden eksploderer i skrigende smerte. Jeg så ikke kantstenen.

En orm vrider sig få centimeter fra mit ansigt. Verden er så tyk af stilhed, at jeg forstår, at
jeg er døv. Jeg ændrer langsomt fokus til baggrund og ser farten sive ud af stolens ene hjul.
Mine ører vågner, og en uafbrudt ringlen fylder mit hoved. Det begynder at regne, og hver
dråbe falder tungt. Jeg kan ikke røre mig. Min sjæl letter og flyver højt op. Kortvarigt zoomer den ind på noget, der ligner en våd bunke tøj, inden den kommer ned til mig. I mig. Jeg forundres, da jeg mærker genkendelsen. Sekundet efter vågner smerten og får mig til at indse, at også jeg er en del af altet. Min mund fyldes af blod. Jeg vil hoste, men magter kun at låse kæben op, så det kan bortskaffe de splintrede tænder.

Nu vil jeg gerne hjem.