Month: maj 2022

Jeg sidder ved min kolde vindu’skarm,
og lader regnen vaske solen væk
De tunge dråber rammer nær min arm
Mon ruden nogensinde springer læk?

På gaden dernede går folk forbi
med grimme hunde i for kort en snor
Jeg er blevet helt usynlig fordi
ingen aner, jeg sidder her og glor

Jeg er fanget i mit akvarium
en havfru’, der har mistet sin hale
uden sirenesang, fuldstændig stum
Jeg kan kun tænke uden at tale

Piblende, driblende – dråber der rammer ruden
Dryp og kluk
Dvælende, kvælende – så kort fra tænksomhed
til hjertesuk

To mennesker hopper fra pyt til pyt
som naive skolebørn, hånd i hånd
Leende, legende, for dem så nyt
at være sammen i hjerte og ånd

Jeg kan end ikke synge svanesang
isoleret, afskællet, haleløs
Jeg har kun tilbage “Der var engang”
Hvordan slipper jeg dog fri af min døs?

Gid nogen hører mit lydløse råb
og flår mig væk fra betragterens karm
så jeg kan finde min hale af håb
og svømme hen imod latter og larm

Piblende, driblende – dråber falder fra kind til karm
Dryp og suk
Dvælende, kvælende – så langt fra ensomhed
til latterkluk

© Lise Hougaard 2022